Tog kort mine hovedtelefoner af på vej hjem fra jobbet.
Mand med viltert hår og skæg og brændende øjne stirrede på mig ved forum stations elevator.
Mig: hej
Han: frelsen er ved korset
Mig: èr den det?
Han: ja
Og så tog jeg hovedtelefonerne på igen og kørte ned i dybet.
Sådan kan man få de mest brugbare facts, når man kort stikker hovedet op efter luft og reality checks.
Det her er et udbryderindlæg der er stærkt inspireret af publikumssiden af aftenens Lou Reed koncert.
Danskere kan godt lide at klappe. Eller: vi klapper meget, men der er nogle gange noget tvungent over det, så om vi kan lide det.. næh nok ikke altid. Eller nok ikke allesammen, nærmere.
Klapperiet er et udtryk for overboblende begejstring, det er et forsøg på at kommunikere sin kærlighed tilbage til musikanten, det er et huhej-hør-også-mig, det er mærkeligt når vi klapper af hinanden, og det er på mange måder utroligt belastende i det hele taget.
5 meget irriterende klap
Nu skal jeg nok holde op. Og jo, gu klapper jeg. Og nej, jeg er ikke sur.
Første fire numre var jeg slet ikke varmet op til. Lige på og lidt for hårdt. En bølge af versioner, der bare mundede ud i støjkulisser som man måske kunne gå lidt amok til indeni, hvis det var kommet lidt længere fremme.
Så blev det langsomt bedre og endte med at blive rigtigt rigtigt godt.
Tre non-berlinere til dessert.
Super koncert med lidt startbesvær.
Der burde ikke være nogle synlige ændringer, men jeg har lige opdateret blog-softwaren til wordpress 2.5.1, og det ser ganske fornuftigt ud, men hvis du ser et eller andet dysfunktionelt, så vil jeg blive superglad for en mail.
Da jeg gik i 9. eller 10. havde jeg elektronik som valgfag. Jeg synes det var cool, selvom nogle af de mere intrikate detaljer i ohms lov vistnok forsvandt henover hovedet på mig. Det endte med at jeg byggede det sejeste stroboskob med hjemmeætset print og loddekolben i øverste gear.
Da jeg var til Reboot forleden havde jeg fire timers mikroelektronik som valgfag. Jeg synes det var cool, selvom nogle af de mere intrikate detaljer i Arduinos microcontrollers med sikkerhed fløj henover hovedet på mig.
Det Arduino basis kit vi (Claus Dahl og jeg) legede med, består af en printplade/controllerboard med et usb stik. Det sætter man så til computeren. På computeren skriver man så sine små programmer i et C-lignende sprog, og dem sender man så over til sit controller board som man så udbygger med diverse elektrokomponenter på et prototyping breadboard — ingen loddekolber, tinsugere og lugt af brændt kød indblandet.
Her er det endelige resultat så. En lydmaskine, der baseret på noget analogt input (varierende modstand i et potentiometer) sender nogle digitale signaler til en piezo højttaler. Ædelt instrument må man sige.
Der er også en kort video, som dog er stærkt præget af at jeg har slettet optagelserne af det endelige resultat. Den viser dog udmærket de forskellige stadier i processen og kulminerer med et glimt af et instrument, der varierer frekvensen via en lysføler.
Jeg købte ikke noget controller kit med hjem. Havde ingen penge og nok hobbyprojekter i skuffen i øjeblikket. Men senere på sommeren kommer der et ethernet shield til arduino boardet, som gør at man kan lave et autonomt ambient device, der snakker med internettet. Så får jeg stensikkert lyst til at hacke for alvor.
UPDATE: Henrik Føhns fra DR1’s Harddisken optog os også. Se blogindlæg eller video.
Stødte forleden på 4 franskmænd på en væg på Amager
Det er ret fedt og matrixisk.
Update: Tore har fundet ud af, at det er vaskeægte cirkusartister, der har gang i noget
De næste par dage er jeg på Reboot. Nr 10.
Skal møde venner, høre på interessante indlæg og lege med Arduino mikroelektronik.
Glæder mig.
Pollas & Emme (Pomme? Emlas?) har en guide til programmet, hvis man er handlingslammet eller bare mangler overblik.
Det er blevet værre med mig.
Nye mixups:
Man kunne, meget hypotetisk, forestille sig, at jeg sagde “er der nogle fastelavnsbål på Amager strand i morgen?”
Vi vil fred her til lands. Fastelavn, fastelavn.
Nu har jeg fået kløerne i en Chumby!
Hvad det er? Det er en wifi clockradio, det er en desktop informations gadget, det er en linux-kørende hackysack med 3.5″ skærm, det er en hackbar dims man selv kan skrive internetaware applikationer til, det er en netradio og -video streamer og det er et stykke lidt for dyrt legetøj. All-in-one.
Billedet ovenfor viser hvordan jeg er ved at aktivere en kanal, der viser udsigten fra toppen af storebæltsbroen.
På mange måder er det et moderne “åbent device” i den forstand at vi som brugere selv kan putte indhold og applikationer på vores lille ven, og det kører endda linux og der er mange aktive ejere, der hacker både hardware, software og indpakning. Wikien er fyldt med sjove eksempler
Det er så lidt ærgerligt, at man skal betale temmelig mange penge for at kunne udvikle applikationer til Chumby’en, da platformen hedder Flash Lite 3. Alternativt er der et C library, Ming, som kan spytte swf filer ud, og der er sågar en ruby wrapper, men det er ikke lige den fedeste tilgang til widget udvikling. Andet alternativ er mtasc.
Min idé er at transformere chumbien til et continuous integration ambient device. Sådan en dims der fortæller lidt om et softwareprojekts helbredsstatus ved at koble sig op mod CruiseControl.NET eller noget i den stil. Kunne være rævesnedigt.
Kig evt på denne slideshare præsentation slideshare præsentation, den giver et godt overblik over platformen og udviklingsmulighederne.
Bonus 1: Chumby sælger kun til USA, men den videresælges globalt fra international-orders.com.
Bonus 2: lidt for mange unpacking billeder. Jeg blev grebet af situationen.
Har lige gået min første tur i byen med aktivt lyddæmpende Audio Technica ANC7 hovedtelefoner.
Det er fascinerende med et tryk på en knap at kunne skrue ned for Amagerbrogade og Føtex. Man bliver opmærksom på at der ikke bare er meget decideret støj fra identificerbare lydkilder, men også rigtigt meget baggrundsstøj.
Som jeg nu kan lægge et seriøst dæmpende låg på.
Jeg glæder mig næsten til at køre med 250S på mandag.
Update, et par dage efter:
Det er en fornøjelse at have dem på i offentlige transportmidler. Nej, de fjerner ikke al lyd, men de tager måske de øverste 30-40%, hvilket gør det tåleligt at sidde en bus der har et lydtryk, som fra tid til anden sætter sig lige i tænderne på mig. (Bemærk: stærkt uvidenskabelige tal. Der er noget med at ændringer i tryk er logaritmiske eller et eller andet, så jeg aner vitterligt ikke hvad jeg taler om, men det føles som 30-40),
Lyddæmpning i kontormiljø er også topdollar. Specielt med noget yndlingsmusik i ørerne. Det kunne f.eks. være den nysudkomne med Joan as Police Woman.
Man kan godt høre musik uden at tænde for lyddæmpningen, men man skal skrue markant højere op, faktisk helt til max på min iPod, og det tyder på at der udover noisecancelling også foregår noget forstærkning af lydsignalet. Jeg kan rigtigt godt lide lyden med lyddæmpning - den er crisp og lækker. Uden bliver den lidt mere vatindpakket i lige knap tålelig.
Batterilevetid kan jeg ikke sige noget om endnu, da jeg endnu ikke har brændt det første batteri af endnu, og jeg har nok hørt i omegnen af 7 timer. Skal nok opdatere tallet (producenten siger op til 40, men mon ikke det ligger noget under)
Snask 1: hvis man er i meget stille omgivelser og hører meget stille musik (eller ingen musik overhovedet) kan man høre en svag susen af hvid støj, der bevæger sig lidt. Og ja, det virker som om det er hvid støj i surround. Lettere desorienterende, men det har i praksis ikke været noget problem.
Snask 2: uskærmede mobiltelefoner kan godt give inteferens. Har oplevet det to gange i løbet af de 7 timers effektiv brug - og begge gange var i metro eller bus.